Exitstrategier kan føre iværksættere vidt omkring

Gå aldrig i krig uden en exitstrategi. Sådan lyder et godt råd til politikere verden over. Desværre lytter de sjældent til det – og mange kampe indledes uden de nødvendige overvejelser om mulige tilbagetog. Historien taler sit tydelige sprog. Så jo, med en fortid som kaptajn i hæren ligger exitstrategier mit hjerte nær.

Også i erhvervslivet er det godt at vide, hvor man vil hen. Særligt inden man tager springet og bliver selvstændig erhvervsdrivende, er det klogt at overveje diverse fremtidsscenarier nøje. Starter jeg virksomheden op med henblik på et hurtigt salg? Har jeg ambitioner om over år at skabe en succesforretning med mange ansatte eller trives jeg bedst med få ansatte i mit livsværk?

Så langt hen ad vejen er jeg enig med serie-iværksætter Morten Strunge, der opfordrer iværksættere til at have en exitstrategi klar fra begyndelsen. ”Få eventuelle købere hurtigt ind i netværket – det gør ideen skarpere og skaber en meget bedre forretning”, konstaterede Morten Strunge forleden i afsnit 10 af Berlingske-podcasten ”Succes Kriteriet”.

Selv har Morten Strunge drevet virksomhed, siden han var 13 år, og i en relativ ung alder har han to gange tjent trecifrede millionbeløb på at sælge sine virksomheder. Det er godt gået, og hver gang har det øjensynligt fra start været planen, at virksomhederne en dag skulle sælges. Respekt for det og de mange opfindsomme danskere, der formår at få den gode idé til at blomstre til en millionforretning overnight.

Deres historier sælger. Men hånden på hjertet. Tænk hvis alle med iværksætterpotentiale kalkulerede med det hurtige exit og salg til udenlandske kapitalstærke koncerner. Scenariet ligger lige for. De hjemlige arbejdspladser er begrænsede. Det samme er det samfundsøkonomiske bidrag. Når havudsigten er hjemme, sportsvognen i garagen og skatteoptimeringen fuldendt, blegner udsigten til nye nationale virksomhedsbastioner som Danfoss, LEGO, Jysk og Grundfos.

Derfor er der god grund til at værdsætte de mange iværksættere og selvstændige erhvervsdrivende, der starter op i det små – og måske trives godt med deres forretning, selv om millionerne langtfra triller ind med samme hast. Hvis målet overhovedet er at skabe en giganthandel, sælge forretningen og tjene en masse penge. De små virksomheder er rygraden i dansk erhvervsliv.

Ni ud af ti private virksomheder har under ti ansatte – heraf er omkring 125.000 enmands-virksomheder. Fælles for dem er, at de er drevet af danskere, der har haft lyst og mod til at droppe lønmodtagerkulturen og blive herre i eget hus. Et godt valg for de fleste. Faktisk trives selvstændige bedre end lønmodtagere, viser flere undersøgelser. For dem er friheden og muligheden for selv at tilrettelægge arbejds- og familieliv vigtig. For mange er det et dagligt slid, som langt fra givet er ensbetydende med betydelige økonomiske goder. Ofte tværtimod. Hvert år må mange dreje nøglen om, fordi ideerne og visionerne ikke længere harmonerer med virkelighedens udfordringer.

Heldigvis lykkes det for hovedparten. For mange endog så godt, at de skaber udvikling og arbejdspladser. Lad os lære af succeshistorierne. Desværre har danskerne ikke længere tradition for at skabe eller drive egen virksomhed.Kun hver syvende drømmer om at blive selvstændig. Faktisk er Danmark det land i EU med færrest selvstændige blandt de beskæftigede. Så alle gode råd er velkomne. Blot vi husker på, at nok har selvstændige mange lighedstræk, men deres succeskriterie er langt fra det samme. Som iværksætter/ selvstændig kan du sagtens være en af hverdagens helte, selv om du og din virksomhed trives uden vokseværk.

Dansk erhvervsliv består af et behersket antal større virksomheder og et hav af små – og mellemstore virksomheder, der sammen skaber den værdi, der finansierer vores velfærdssamfund. Er rammerne for at drive selvstændig virksomhed for snærende, risikerer endnu flere at miste lysten. Derfor er kampen for bedre vilkår for iværksættere og små virksomheder helt afgørende for, at flere får succes med deres forretning. Med eller uden exitstrategi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *