Kom godt ind i 2017 med Agnes Jensen

Som statsministeren elsker jeg Matador. Fortællingen om Danmark og danskere på godt og ondt. Om storhed og fald, om at tøve og turde. Vi kender persongalleriet i Korsbæk, som var de vores egen familie, og føler med Agnes Jensen i hendes kamp for at blive herre i eget hus. Iderigdom, vilje og gåpåmod belønnes.

Men Matador er mere end historien om borgerne i provinsbyen. Det er også beretningen om en erhvervsstruktur og udvikling, vi hver især er med til at forme. Som i hverdagen møder vi i tv-serien de små selvstændige erhvervsdrivende. Rygraden i dansk erhvervsliv. Da Mads Skjern kommer til byen, udfordrer han det eksisterende. Han er en trussel for nogen. For andre inspiration. Med konkurrencen opstår nye initiativer. 

Som iværksætter fik Agnes Jensen en særlig plads i statsministerens nytårstale. Det er et vigtigt signal, hvis flere danskere skal forfølge drømmen om at starte egen virksomhed. ”De, der tænker nyt, løfter sig op”, understregede Lars Løkke Rasmussen i sin nytårstale. Ja, men de gør mere end det. De løfter Danmark og dermed os alle op. Det er en vigtig pointe, hvis statsministerens budskab om at gøre alle til fremtidens vindere skal blive til andet og mere end velmenende ord.

Vejen til velfærdssamfundets bevarelse er brolagt med iværksætteri. Historisk har Danmark en lang tradition for mange små erhvervsdrivende, men vi er i dag det land i EU, hvor færrest blandt de beskæftigede driver selvstændig virksomhed – og på verdensplan lander vi på en beskeden 32. plads, når det gælder vilkårene for opstart af virksomhed. Derfor var det opløftende, at iværksætteri har fået en fremtrædende plads i regeringsgrundlaget for den nye VLAK-regering. Og tiltrængt.

Ganske vist har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tidligere på Venstres landsmøde fremhævet øget iværksætteri blandt de ti vigtigste mål, men regeringsgrundlaget for den smalle V-regeringen var intentionen udeladt. Heldigvis er trekløverregeringen kommet på andre tanker, og forhåbentlig er Agnes Jensens debut i nytårstalen en klar markering af, at statsministeren aktivt agter at forfølge målsætningen om at gøre det lettere at starte og drive virksomhed i Danmark.

Iværksætteri er nøglen til den positive udvikling, som Lars Løkke Rasmussen ser for sig. Og i modsætning til de store, er netop de små og mellemstore virksomheder stille og roligt ved at trække Danmark ud af krisen. De skaber arbejdspladser og udvikling over hele landet. Også i de områder, som måske kan have svært ved at genkende, at det kun er gået fremad siden de gode gamle Matador-dage. At det eneste konstante er forandring, er ikke nødvendigvis lig med forbedret livskvalitet for den enkelte. Vi hverken kan eller vil stoppe udviklingen, men lysten til at skabe og virke skal grundlæggende gødes, hvis vi ikke bare skal gribe fremtiden, men også påvirke den.

Før end vi aner, har fremtiden indhentet os og forandret arbejdsmarkedet. Statsministeren glæder sig over, at robotter klarer det hårde arbejde. At supercomputere kan stille bedre diagnoser end lægerne, og biler helt af sig selv kan kørere sikrere. Med god grund. Fremtiden venter på os. Hvad den bringer os er mere usikkert, men med omtanke har vi faktisk mulighed for at forberede os på den.  Som statsministeren konkluderede, har vi en historisk chance nu.

I løbet af foråret skal Folketinget behandle en ny reform af dagpengesystemet for selvstændige, freelancere og atypiske ansatte. Reformen er et hjørne af den dagpengereform for lønmodtagere, som partierne vedtog i efteråret 2015. Umiddelbart kan det synes af en mindre sag, men netop i forhold til iværksætteri er det helt afgørende, at reformen bliver gennemskuelig og giver selvstændige, freelancere og atypiske ansatte samme adgang til økonomisk sikkerhedsnet, hvis deres forretningsmodel bukker under. Netop udsigten til en usikker økonomi er hovedbegrundelse for at fastholde lønmodtagerjobbet og modstå fristelsen til at udleve drømmen om at blive iværksætter.

Samtidig vil forandringer på arbejdsmarkedet betyde, at flere kommer til at veksle mellem lønmodtagerjob, selvstændig virksomhed og arbejde på kontraktforhold. Derfor er det afgørende, at dagpengereformen fremtidssikres på en måde, så ingen falder igennem, fordi systemet er for svært at gennemskue. Alt andet er uansvarligt, hvis alle skal have mulighed for at blive fremtidens vindere.

Al ting var ikke bedre i fortiden, men vilkårene for at starte og drive egen virksomhed er helt afgørende for, hvordan udviklingen bliver. Uden plads til nytænkning bliver fremtiden svært at gribe, som statsministeren anbefaler. Spørg bare Lise Nørgaard. Hendes beskrivelse af fortiden viser os, hvad der skal til for, at de unge trygt kan gå ind i fremtiden.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *