Aprilsnar med potentiale

Der er al mulig grund til at være vagtsom 1. april. Den ene tvivlsomme aprilsnar efter den anden trænger sig på i aviserne, på webtjenester og de sociale medier. Politikere, journalister, venner og bekendte forsøger sig med morsomheder. Så jeg havde de ekstra kritiske briller på fra morgenstunden. Ingen skulle snyde mig.

Alligevel faldt jeg i. ”Ase tester ny teknologi”, fremgik det af vores intranet på arbejdet. Spændende tænkte jeg og kunne konstatere, at ”vi har fået installeret Voice-sensorer i elevatoren, der reagerer på stemmer”. Nu har jeg kontor på første sal, så jeg tager trappen og nåede aldrig at afprøve teknikken, før virkeligheden gik op for mig. Det havde ellers givet vis skabt moro, hvis jeg var blevet afsløret i at hæve stemmen til det skingre i frustration over, at teknikken ikke reagerede på mit udtalte ønske om at komme højere op i huset.

Men det slog mig, at en aprilsnar netop er god, hvis den for en kort stund får folk til at ændre adfærd. Når vi gør tingene anderledes, end vi plejer, får vi ofte nye erkendelser. Ser verden fra en anden vinkel. Stopper op og udfordrer vanerne. Indser begrænsningerne og forhåbentlig griner lidt med og af os selv. Der er vi klar til nye udfordringer. Også når vi står i situationer, vi helst havde været foruden. Som ledighed. De færreste vælger frivilligt arbejdet fra. Oftest er arbejdsløshed konsekvensen af tvungne omstændigheder. Alligevel rummer den nye og uvelkomne virkelighed muligheder og veje, vi måske ellers aldrig havde set eller valgt. Her kommer vores potentiale for alvor i spil. Måske vi kan og skal genopfinde os selv.

Krystyna, der er dansk gift men oprindelig stammer fra Polen, var i chok, da hun en morgen uden varsel modtog sin opsigelse. Efter tyve trygge år som produktionsassistent i samme virksomhed tårnede bekymringerne sig pludselig op. Hvad nu med familiens økonomi? Kan jeg overhovedet finde et nyt arbejde?

Heldigvis var Krystyna forsikret i a-kasse. Dermed var hun garanteret et vist økonomisk sikkerhedsnet, men – skulle det vise sig – endnu vigtigere adgang til hjælp til at komme videre.

”Når man får sådan et chok, spørger man sig selv, hvilken værdi man overhovedet har på arbejdsmarkedet. Ase hjalp mig med at sætte ord på, hvilke kvaliteter jeg faktisk kunne have som kommende medarbejder. Og til at få stærkere gennemslagskraft,” har Krystyna forklaret om forløbet i a-kassen, hvor hun blev coachet til selv at give svarene.

Med fornyet energi og gennemslagskraft mobiliserede Krystyna sit fokus på medicinalindustrien og gik målrettet i gang med at opkvalificere en henslumrende uddannelse inden for branchen. Og inden for et halvt år var drømmejobbet i hus. Mere af nød end af lyst havde hun udløst sit potentiale. Heldigvis er der masser af den slags historier. Den enkelte skal selv tilkæmpe sig mulighederne, men i processen er det vigtigt at have den rette støtte og hjælp til at komme videre. Måske ændre retning og adfærd. Hver fjerde, der starter ny virksomheder, tager initiativ til at blive selvstændig erhvervsdrivende som et alternativ til at være arbejdsløs.

Sådan er livets aprilsnar. Vi kan være bange for at blive fanget i en fælde uden at kunne komme videre. Måske gør vi noget dumt eller ender som ofre i andres spil. Men heldigvis er der en vej også ud af ubehagelige situationer, hvis vi selv vil og samtidig får den nødvendige støtte. Det er vigtigt at huske på. Også de øvrige 364 dage om året.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *