Små virksomheder er nøgle til vækst

2020 bliver et skelsættende år, hvis det står til erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V). I hvert fald har regeringen ambitiøse mål. Inden 2020 vil ministeren skabe 32 nye virksomheder med over 1.000 ansatte.

Meldingen fra erhvervs- og vækstministeren i Børsen den 18. februar kom efter, at en rapport fra Erhvervsstyrelsen havde slået fast, at Danmark kun har 168 virksomheder, som på globalt plan har mere end 1.000 ansatte. Ingen af disse virksomheder i vægtklasse med Lego, Vestas og Bestseller, har set dagens lys de seneste to årtier. Typisk sælger de fleste iværksættere deres virksomhed til udlandet, inden den for alvor har vokset sig stor.

Al respekt, hvis det lykkes at bringe 32 danske virksomheder op i ligaen med over 1.000 ansatte. Som i de øvrige europæiske lande har Danmark relativt få vækstvirksomheder i forhold til, hvor mange iværksættere der starter egen virksomhed. Så nye arbejdspladser er altid velkomne. Det er ganske enkelt forudsætningen for vores velfærdssamfund.

Men og der er ét men. Faren ved ambitioner og indsatsen ved at indfri dem er, at de skygger for udsynet. Eller kan gøre det, så potentialet i al ubemærkethed udviskes. Sådan skulle det nødigt gå med ønsket om at hjælpe danske virksomheder op i størrelse. Bestræbelserne på at komme ud af dødvandet og skabe virksomheder, der vokser og bliver store, de såkaldte scale ups, bør aldrig overdøve den kendsgerning, at det er de små virksomheder, der stille og roligt er i gang med at trække Danmark ud af krisen.

Som bekendt har dansk økonomi haft svært ved for alvor at lægge krisen helt bag sig. Væksten er langt fra prangende, og her er det værd at bemærke, at det snarere er de små end de store virksomheder, der rykker. Den beskedne beskæftigelsesfremgang i den private sektor siden finanskrisen er primært sket i de små virksomheder. Og de selvstændige ser lyst på mulighederne for at øge både omsætningen og antallet af medarbejdere. Samtidig er de bekymrede for, at det bliver svært at rekruttere nye medarbejdere.

Alene i første halvår af 2016 har hver tiende selvstændige erhvervsdrivende øget antallet af medarbejdere – og en tilsvarende del forventer at skulle ansætte yderligere medarbejdere i andet halvår. Generelt spirer optimismen hos de selvstændige, viser en konjunkturundersøgelse blandt Ases mere end 70.000 medlemsvirksomheder.

Tre ud af ti selvstændige erhvervsdrivende forventer en bedre økonomisk udvikling i omsætningen i 2. halvår sammenlignet med årets første seks måneder – og to ud af fem virksomheder regner med, at 2016 bliver bedre end sidste år. Særligt blandt de erhvervsdrivende, der i første halvår 2016 oplevede en god – bedre end forventet – økonomisk situation, er forventningerne til omsætningen i andet halvår opløftende. Kun syv procent af de selvstændige forventer en dårligere økonomisk udvikling for deres virksomhed i den resterende del af 2016.

Finanskrisen kostede dyrt på jobfronten. Op mod et par hundrede tusinde arbejdspladser forsvandt, og de efterfølgende år udeblev jobvæksten. Men efter lavpunktet i 2010 er den nu så småt på vej tilbage. Fra 2013 til 2014 blev der skabt 27.000 nye job i den private sektor. Samtidig viser nye tal fra Danmarks Statistik, at beskæftigelsesfremgangen primært er sket i de små virksomheder. Og de er fortsat optimistiske, viser Ase-analysen.

Konkret er andelen af fuldtidsbeskæftigede i de små virksomheder øget fra 64,8 procent i 2010 til 66,2 procent i 2014, samtidig er der sket et marginalt fald i andelen af fuldtidsbeskæftigede i de helt store virksomheder med over 1.000 ansatte fra 19,9 procent i 2010 til 19,4 procent i 2014, viser Danmarks Statistiks seneste firmastatistik.

Alligevel rettes blikket ofte for ensidigt mod de større virksomheder, når vækstgrundlaget i dansk erhvervsliv vurderes. Naturligvis er de store virksomheder afgørende. Men reelt er jobskabelsen her begrænset. Selv hvis det lykkes at indfri ambitionerne om at skabe 32 virksomheder med over 1.000 ansatte, vil den jobmæssige gevinst være overskuelig.

Derfor er der god grund til at kigge nærmere på potentialet blandt de helt små virksomheder, der faktisk er den altdominerende virksomhedstype herhjemme. Ni ud af ti virksomheder har under ti ansatte. Så det skaber arbejdspladser over hele landet, når de mindste virksomheder udvider. Også uden for de større byer. Hver femte virksomhed har i løbet af 1. halvår 2016 rekrutteret eller forsøgt rekrutteret nye medarbejdere, og i hver 10. virksomhed er antallet af medarbejdere steget i årets første seks måneder. Kun i tre procent af virksomhederne forventes medarbejderstaben at falde, viser Ase-undersøgelsen.

Derfor er det vigtigt, at der også sættes fokus på de små og mindre erhvervsdrivende i regeringens bebudede iværksætterstrategi, der er en del af regeringens samlede plan ”Vækst i Danmark”. Store ambitioner gør det ikke alene. Vi er nødt til at kigge bredt på mulighederne, hvis missionen om flere danske arbejdspladser skal indfries. Og her er de små virksomheder en hidtil overset nøgle til vækst.

One response to “Små virksomheder er nøgle til vækst

  1. Den store bremseklods er mangel på konkurrence i bankbranchen. Tror næsten ikke der kan findes en bank i DK som tager kunder ind medmindre de bliver helkunder. Hvis nogen kender til banker der ikke ser på om man er helkunde eller ej, da endelig skriv.

    Os virksomhedsejere ønsker at shoppe mellem bankerne. Man læser konstant at det koster dem penge at have indlån, men problemet er hos dem selv: lån dem ud! Der er masser af gode muligheder. Ligeså speed processen op. En beslutning fra bankerne kan tage ugevis, ja nogle gange månedsvis. Det går jo ikke når der hos en selvstændig skal træffes hurtige beslutninger om investeringer eller andre gode projekter. Kære banker: vågn op og lad os mindre selvstændige få lov til at låne nogle af de milliarder I har.

Skriv et svar til Jacob Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *